tirsdag den 25. oktober 2011

Fridag




Hvor er det typisk. Endelig har man en fridag, hvor man har planlagt at få ordnet alle de ting som man ikke har nået på de travle dage. Listen bliver længere og længere, jo tættere man kommer på fridagen.

Så kommer fridagen og man vågner, dejlig udhvilet - klar til at smøge ærmerne op og komme igang. Men der sker ikke noget. Dynen ligger tungt på kroppen og selv om hunden forventningsfuldt traver rundt i huset og venter med spænding på at man står op, så sker der bare ikke noget. Man ligger der bare. Stirrer ud af vinduet mens dynen og samvittigheden kæmper om hvem der kan blive tungest.

Alle planerne er jo faktisk ikke så vigtige. At ligge og slappe af og bare nyde morgenen bliver pludselig det vigtigste. Hunden der traver rundt om sengen og dens bebrejdende blik der spørger hvornår man har tænkt sig at stå op, maven der knurrer og ligeledes gerne vil have noget morgenmad bliver de ting der til sidst får startet fridagen og hvad dagen så skal bringe finder vi nok ud af.

Måske får vi kigget lidt på listen med gøremål, men ellers når vi det nok imorgen..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar